Malene Langborg

IMG_1528888374598

Efter 50 år i Danmark, flyttede Malene Langborg i 2015 til visernes eget land, Sverige, og her vil hun blive. Malene voksede op i en Københavnerforstad, far spillede jazz i fritiden. Den første guitar fik hun som 10-årig og skrev allerede da små sange. Hun blev uddannet grafiker i 80’erne, alligevel blev det musikken som vandt – og fra begyndelsen af 90’erne har Malene sunget professionelt og været medlem af Koda. Idag har hun over 150 sange registreret i komponistdatabasen.
Jazzen fornægter sig ikke i hendes måde at synge på, den præger også sangskrivningen. Men der manglede noget i Malenes liv, syntes hun, og i 2010 kom åbenbaringen efter et kursus i Kungälv oppe ved Göteborg: VISER! – for visen er det stærkeste musikalske redskab til at fortælle historier.
I Malene bor et entreprenør-gen og i Danmark arrangerede hun mindre visefestivaler (DenVise i Rørvig), skabte et kulturhus på Bogø (med støtte fra Statens Kunstråd) samt grundlagde en sangskriverklub i Odsherred. I Skåne er det foreløbig blevet til festivalen Visor i Vittsjö 2017 med viseartister fra 3 nordiske lande og kommunal støtte.
En campingvogn er nu hendes hjem; en nødvendighed for at kunne dykke ned i skrivearbejdet (blog, bog, sange) og en stille protest mod overflods- og præstationssamfundet (se evt. HusvagnsHistorier.se)
Malenes egne sange synges på dansk, svensk og engelsk, teksterne er refleksioner over livet, kærligheden, tanker, oplevelser. Flere cd’er er udgivet – 3Songs.dk
Ved siden af musikken, har Malene i mange år også brugt sin stemme til at indlæse lydbøger på modersmålet. Desuden har hun (med støtte fra Nordisk Ministerråd) oversat biografier om musikalske mennesker, bl. andre finlandssvenske Bengt Ahlfors og jazzikonet Monica Zetterlund.
Malene Langborg er aktiv som sangsolist med Kristianstad Bigband og optræder solo på mindre festivaler og i viseforeninger. Da fortæller hun, med scenenærvær og ærlighed, om sit liv og tiden vi er i. Sangene synges med behagelig stemme og akkompagneres af jazzguitar.